Garderhøjfortet er det mest imponerende levn fra Københavns befæstning fra slutningen af 1800-tallet. Det er i dag et interaktivt museum, men under første verdenskrig var det centralt for at forsvare Danmark.
Fortet blev opført i årene 1886-92. Fortet er det største i Københavns Landbefæstning. Det er det eneste fort med egen infanterikaserne. Garderhøjfortet fik kraftige kanoner i særlige pansertårne, hvor man kunne betjene kanonerne beskyttet. Fortet fik også mindre kanoner og maskingeværer i forsvindingstårne. Og som kronen på værket blev Garderhøj udstyret med To-kanonen (2 stk 15 centimeter langløbede jernkanoner model 1887) fra Sverige.
Selve fortet var bygget i beton. Ovenpå var der et mindre jordlag, dækket af et lag af store kampesten, som igen var dækket af et tykt jordlag. Ideen var, at fjendens første granater ville detonere mod jordlaget, og de næste granater ville detonere mod kampestenene, som kunne optage stødende. Det skulle sikre betonkonstruktionen mod at blive ødelagt.
Garderhøjfortet blev finansieret af private midler, som blev indsamlet af blandt andet ”Den frivillige Selvbeskatning til Forsvarets Fremme”. Foreningen samlede i alt 1,5 millioner kr. ind i årene 1885-1894. Det skete primært gennem frivillige pengebidrag, men til dels også ved blandt andet lotteri, basarer og optræden.
Fortet er åbent for besøg i weekenderne kl. 10.30-16.00 og i skoleferierne også på hverdage kl. 11-15.
Hvis man vil have en rundvisning og også se de andre militære anlæg i Gentofte, kan man tage vores tur "Gentoftes gamle militære perler".